Af André Falk Rusås

Okay, jeg elsker shock-film. Men jeg er altså ikke psykopat, jeg sværger! Der er bare et eller andet over den adrenalinrus der giver, ikke at ane hvilke voldsomheder filmen man skal til at se kan byde på. Og så er der faktisk også en større og større mængde af videnskabelige artikler der beskriver den kunstneriske effekt af det makabre, og det er jo også super fint. Men, lets be honest, vi behøver ikke vide hvorfor, det ér bare fedt at se shock-film. Så her er en liste over (i følge mig, åbenlyst) de fem bedste shock-film:

#5 – Salò eller De 120 dage i Sodoma

Vi starter listen hårdt ud med en banger fra 70’erne. Pier Paolo Pasolini nåede lige at færdiggøre denne film inden han blev kørt ihjel af en trækkerdreng, der senere sagde, det var den fascistiske italienske regering, der betalte ham for det. Og ser man filmen, virker det ikke så far fetched. 4 magtliderlige fascister fylder en borg op med 18 unge mennesker, og så er præmissen ellers at de bare må gøre med dem præcis hvad de vil. Men som alle mennesker udmærket ved; hvis du får hvad du vil have, ja så vil du have mere, og det gælder bestemt også vores 4 kammerater fra Salò.

#4 – Irreversiblé

Gaspard Noé har med Irreversiblé formået at lave en af de film, der bare er vildt klamme, uden at vise særligt meget lemlæstelse og alt andet godt fra ’billig-shock-effect-kataloget’. Filmen foregår i omvendt kronologiske rækkefølge, så du fatter ikke en skid af hvad der foregår i virkeligt lang tid, og kameraet formår at køre kaotisk rundt til blinkende uappetitelige farver, der gør dig så fysisk svimmel, at når en helt bestemt (for mange) notorisk voldtægtsscene kommer frem, har du det allerede så skidt, at de fleste ønsker at stoppe filmen før tid. Og selv uden effekterne, ser den scene så ubehageligt underspillet og realistisk ud, at det kan få de fleste mennesker til at ønske sig et langt bad bagefter i et uopfyldt håb om at skylle snavset væk fra samvittigheden. Det er bestemt ikke en film man bare lige glemmer. Tilgengæld er det en film man virkeligt ville ønske man kunne glemme.

#3 – Where the Dead Go to Die

Den her film er en af de der film jeg ikke kan beslutte mig for om det er den fedeste shock-film jeg nogensinde har set, eller den egenligt bare er pisse dårlig. Det starter ikke godt ud med at instruktøren har ændret navn til Jimmy Screamerclauz, som en eller anden billig stunt double til santa claus for de uartige børn, eller at han vist nok selv har animeret hele filmen uden nogen videre imponerende evner. Men den film formår alligevel at sidde fast. En hyggelig og uskyldig start på filmen med en lille knægt, hvis søde får ham til at dræbe sine forældre ender ud i en underlig pseudopsykotisk rejse ud gennem underverdenen og dommedag, forfuldt af elendigt voice acting og animation, som bare formår at gøre alting endnu mere ubehageligt og skræmmende at følge. God eller ej, så er det i alt fald en uforglemmelig rejse man kommer med på.

#2 – Dogville

Ja, man kan jo ikke lave en liste over shock-film uden Lars Von Trier, så selvfølgelig får han en film med på listen. Antichrist er vist den almene go-to for en Von Trier Shock-film, og jojo, det jo ikke fordi jeg vil påstå den er en familiefilm. Men der er bare noget over Dogville, måske det faktum at den ikke er så pæn og poleret som antichrist, og at kulissen vitterligt er en firkant hvorpå der er tegnes huse og vægge, og Nicole Kidman bare sidder og er taget til fange bag absolut ingenting. Eller bare det at en hel landsby behandler hende som en slave, og ingen siger fra. Det giver måske lidt nogle ubehagelige konnetationer til verdenshistorien man ikke ønsker at konfronteres med.

#1 – A Serbian Film

A Serbian Film er uden tvivl en shockfilm, de fleste, der elsker genren, kender. Men satme også en film der kan dele vandende. Diskussionen er lidt hen ad; er det en åndssvag film a la Hornsleth der maler en grim fisse og synes det er herre grænseoverskridende, mens ingen giver en fuck, eller er det Lemmerz der laver en 1:1 skulptur af paven, der voldtager en afhugget underkrop, som virkelig er et statement, der slår en som en knytnæve i hovedet. Jeg synes åbenlyst A Serbian Film er det sidste, frem for det første. Den formår at være så sindssygt klam, samtidigt med at den er underligt smukt filmet. Og det er en historie om grænser der langsomt bliver overskredet indtil alt er tabt, som også bare er en vidunderlig klassiker inden for genren.