Af Casper Møller
Det var med stor glæde og begejstring, at vi fredag den 26. maj 2023 kunne byde jer alle velkommen til det første af Morbærhavens nyrenoverede fællesvaskererier!
Det var dejligt at så mange af jer havde lyst til at deltage i fejringen af åbningen af vores nye, moderne og indbydende vaskeri.
Et Socialt Vaskeri
I arbejdet med at udforme de nye fællesvaskerier har bestyrelsen haft til formål at mere end bare at modernisere vaskerierne. Vi har ønsket, at vaskerierne med den gennemgående renovering, bliver en central del af vores vision om at skabe et mere åbent, inkluderende og socialt bæredygtigt fællesskab i Morbærhaven.
Vi har derfor valgt at skabe et hyggeligt opholdsrum, hvor I kan slappe af, læse en bog, lave lektier eller tage en sludder med naboen, mens I venter på jeres vasketøj. Igennem vores fokus på at skabe et hyggeligt og indbydende rum har vi ønsket, at fællesvaskerierne kan være et sted der styrker det gode naboskab og modvirker social isolation og ensomhed.
Vi håber, at vores vaskerier kan være et samlingspunkt, hvor vi kan mødes, falde i snak og og knytte nye bånd. Vi har lagt stor vægt på at skabe et vaskeri, der ikke blot er funktionelt, men også inspirerende og behageligt for jer alle.
Et Grønt Vaskeri
Samtidig er vi også særligt stolte af den miljømæssige indsats. Gennem samarbejdet med Nortec har vi implementeret energieffektive vaskemaskiner og tørretumblere, der bruger mindre elektricitet og vand. Samlet giver det en reduktion på el-forbruget på 40-60%
Derudover har samarbejdet med Nortec også gjort det muligt for os, som det første vaskeri i Danmark, at skifte til markedets mest skånsomnne og miljøvenlige vaskemiddel. Vi er derfor i særdeleshed glade for at kunne annoncere, at vi som det første vaskeri i Danmark anvender det astma- og allergivenlige vaskemiddelmærke Neutral,.
Bestyrelsens fokus har været at vi gennem disse valg reducerer vores miljømæssige påvirkning og bidrager til en bæredygtig fremtid.
Det Smarte Vaskeri
Det nye vaskeri tilbyder også praktiske og moderne faciliteter. Med den smarte app, e-vaskeri, kan I som bruger af vaskeriet nemt holde styr på jeres forbrug, reservere maskiner, modtage påmindelser og se den aktuelle status på maskinerne i vaskeriet.
Det Fælles Vaskeri
Vi er i bestyrelsen bevidst om, at der har været nogle udfordringer i forbindelse med lukningen af vaskerierne, og vi vil derfor gerne takke jer alle for jeres tålmodighed og forståelse i processen med at renovere vaskerierne.
Jeg er overbevist om, at den omfattende renovering og modernisering af vaskerierne vil gøre alle vores fremtidige vaskedage mere behagelige og mindre besværlige. Det er bestyrelsen og administrationens håb, at det nye vaskeri vil gøre en positiv forskel i jeres hverdag her i Morbærhaven.
Som beboer i Morbærhaven ser jeg personligt frem til at drage fordel af de nye funktioner og de forbedrede vaskemaskiner. Jeg glæder mig også til at opleve den moderne og hyggelige atmosfære, men frem for alt ser jeg frem til de spontane sociale interaktioner, der vil opstå i vaskerierne.
